I de senere år er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvor meget vores adfærd og samvær præges af en fundamental angst for ikke at leve op til tidens krav og forventninger.
WHO forudsiger, at stress i 2020 vi være en af de største folkesygdomsbyrder. Den udfordring mener jeg, vi er nødt til at håndtere kollektivt frem for individuelt. Vi har nemlig i mange år talt om stress som et individuelt anliggende. Når en kollega eller en medarbejder ”gik ned med stress”, har vi haft travlt med at behandle det individuelt med henvisninger til psykologer og stresscoaches. På samme måde har vi forsimplet årsagsforklaringer til at handle om dårlig ledelse, besparelser, omstruktureringer eller noget helt fjerde.
Den enkeltes stress har ofte rødder i et fælles problem
Problemet er, at når vi går til udfordringen med den tilgang, så producerer vi skyld, skam og magtesløshed. Den stressramte har længe inden kollapset slået sig selv i hovedet med tanker som ”alle de andre kan klare det”, ”jeg skal bare give den en ekstra skalle” eller ”når lige jeg kommer om på den anden side af den her pukkel, så letter det.”
Men selvom kroppen sender advarselssignaler til os individuelt, så opstår stress altså sjældent uafhængigt af de fællesskaber, vi er en del af. Og derfor er vi også nødt til at anerkende, at stress skal håndteres med fokus på kollektivet og ikke individet.
Ingen leder ønsker stressede medarbejdere – hverken af menneskelige, faglige eller økonomiske grunde. Men når retorikken knytter problemet til individet på en måde, der leder til skyld og skam, bliver det svært for ledelsen at håndtere udfordringerne proaktivt og skabe en kollektiv viden og tilgang til stress på arbejdspladsen.
Det kan vi ændre på ved kollektivt at tage ansvar. Ved at tage udgangspunkt i fællesskabets arbejdsgange og se på, hvordan de påvirker den enkelte medarbejder.
Fællesskabet som udgangspunkt for stressforebyggelse
I min tid som leder har jeg haft succes med at transformere en individuelt stressbehandlende proces til et kollektivt forebyggende forløb. I dag faciliterer jeg gruppeforløb på 12 timer fordelt over 10 uger, hvor deltagerne etablerer en fælles faktuel indsigt i, hvad stress er, og samtidig lærer at bruge en lang række værktøjer, som gør det nemmere for dem at håndtere egne stresssymptomer og identificere signalerne hos deres kollegaer. Målet er, at grupperne gennem forløbet får et fælles sprog og perspektiv på stress, som senere hjælper dem til at forhindre stress i deres dagligdag.
Som en af deltagerne i et forløb afslutningsvis bemærkede: ”Det er jo ikke så hokus pokus, når vi er sammen om det.” Og det rammer hovedet på sømmet. Stress er ikke hokus pokus eller noget, der skal føre til skam og skyld. Stress er en udfordring, vi kan håndtere i fællesskab, når vi anerkender det fælles ansvar og lærer at identificere og reagere på signalerne, vores krop sender til os.
